Min faglige profil

Stort set hele mit voksne liv har jeg været journalist. Siden 1986 har jeg været freelance journalist og selvstændig erhvervsdrivende med mit eget kommunikationsfirma, Pressto.

Det har givet mig mange spændende oplevelser, f.eks. da jeg rejste illegalt i Polen lige efter general Jaruzelskis militærkup i 1982, og da jeg rejste illegalt i Sydafrika, hvor jeg var blevet erklæret for uønsket, for at rapportere om kampen mod apartheid. Jeg er en af de få journalister i verden, der på forhånd har kunnet afsløre, hvem der skulle have Nobels fredspris (Desmond Tutu i 1984), og journalistikken har ført mig jorden rundt.

I en periode arbejdede mit firma meget med PR og kommunikation, hvor vi løste opgaver for bl.a. Danfoss, Danidas informationsafdeling, Sønderjyllands amt og KONPA, brancheforening for kontorartikelbranchen.

I 10 år redigerede jeg Æ Rummelpot, der er et satirisk, sønderjysk årshæfte.

De seneste år er jeg også i stadig større omfang begyndt at redigere, skrive, oversætte og udgive bøger – noget jeg gerne vil satse endnu mere på fremover.